Mikroeventyr

En lille guide til store oplevelser

Vi har allesammen brug for at komme lidt ud og lidt væk indimellem, og det er ingen undtagelse i disse dage. Uanset om det er alene, med dine børn eller en god ven, kan det være godt at komme ud og få luft til tankerne og sol i ansigtet - det er god, gratis medicin og i naturen er det nemt at holde afstand! Lige om lidt blomstrer anemonerne, ramsløg og skovsyre skyder op af jorden. Tag på eventyr - mikroeventyr!

Et ’mikroeventyr’ er en lille udflugt, som hverken kræver store fjelde eller meget planlægning. Det foregår derimod ikke langt fra dit hjem og behøver ikke vare længere end en dag og måske en enkelt overnatning. Det behøver heller ikke være særligt dyrt. Det er meget op til dine egne behov og forventninger for komfort, magelighed og udfordringsniveau, og hvis du gerne vil skrue lidt op for bekvemmeligheden, så behøver det heldigvis kun at være dyrt den første gang.

Forbered hjemmefra

Det er en god idé, inden du tager afsted at sætte dig for et område som du vil udforske; Er der et shelter til overnatning, må man tænde bål, er der drikkevand i nærheden osv. På naturstyrelsen.dk kan du finde et kort over alle lejrpladser i Danmark. De er delt op i kategorierne ’fri teltning’, ’små lejrpladser’ og ’store lejrpladser’. Hvis du planlægger en overnatning i shelter, og er urolig for om der er plads, når du kommer frem, kan du på denne hjemmeside også booke en lejrplads.

Især hvis du regner med at gå langt som en del af mikroeventyret, er rygsæk og vandrestøvler (eller -sko) vigtige for din ryg, dine knæ og i det hele taget din komfort og velbefindende. I begge tilfælde skal du ud og prøve nogle forskellige mærker og modeller og finde dine pasformer.

Og hvad laver man så?

Med en smule fantasi er der ikke det, du ikke kan lave på et mikroeventyr. Hvis du godt kan lide Fernet Branca og et slag yatzy, skal du selvfølgelig pakke det, men generelt er det dog ikke nødvendigt med den store aktivitetsplanlægning hjemmefra, da tiden i naturen har det med at flyve afsted. Blot det at samle brænde, tænde bål, lave mad over bål, drikke en kop kaffe og gå en tur kan udfylde mange timer. Og det er vigtigt! På et mikroeventyr skal man nemlig ikke kigge på klokken og tænke for meget på hverdagen. Det kan også være en tiltrængt digital pause.

Hvad kræver det?

Dit mikroeventyr behøver ikke kræve det helt store af hverken udstyr eller friluftserfaring, men når det er sagt, er der alligevel nogle ting, som du helt sikkert vil sætte pris på, mens du er afsted:

- Med en lille letvægts gasbrænder og kedel er det muligt for dig til hver en tid at koge vand til the eller kaffe, og du vil også kunne bruge kedlen over et lille bål, så længe du er opmærksom.

- Hvis du ikke har lyst til at slæbe råvarer med og kokkerere et måltid mad, mens du er ude, kan du prøve en velsmagende frysetørret ret. De tager næsten ingen vægt og plads i rygsækken og skal kun tilføjes kogende vand. Medbring blot en ske, så du kan spise direkte fra posen og undgå opvask.

- En pandelampe (fx Black Diamond Cosmo 250) er uundværlig, hvis du skal overnatte eller er ude, mens der er mørkt. Det er altså bare lidt nemmere at samle brænde i skovbunden, hvis du kan have begge hænder fri.

- Med en schweizerkniv eller et multitool har du det hele; kniv, saks, dåseåbner, proptrækker, og den fylder ikke mere end, at du altid kan have den liggende klar i lommen på dine bukser.

Hvis du også vil overnatte derude

En overnatning i det fri er den bedste måde at få hele oplevelsen med, og der er altså noget helt særligt over at ligge i sin sovepose, mens man ser solen stå op. Her bliver lidt ekstra grej dog nødvendigt.

- Hvis du vælger at sove i shelter, behøver du ikke slæbe på et telt. Omvendt kan et telt give dig mulighed for lidt mere privatliv. Du kan også udforske din indre spejder og slå en bivuak op. Hvis du helst vil lidt væk fra jordens overflade og kryb og kravl, kan du give dig i kast med en hængekøje. Fælles for både telte, hængekøjer og tarps er, at de kan købes i et hav af forskellige prislejer og kvaliteter. Vi anbefaler dog, at du køber produkter af god kvalitet, som kan holde til noget - både for at spare miljøet for unødvendig overproduktion, for din egen komfort og for de mere langsigtede bankkonto-bevægelser.

- Husk en varm nok sovepose til de kølige nætter. Dun giver mest varme i forhold til vægt, men er også dyrest og desuden mest sart overfor fugt. Syntetiske soveposer er billigst, men vejer mere end dun. Har du planlagt at sove under åben himmel, vil en sovepose med syntetisk fyld være at foretrække, da fyldet ikke klasker sammen, hvis det bliver fugtigt.

- Et liggeunderlag skal der selvfølgelig også til, og på sådan en mikroeventyr gør det ikke noget, hvis det også kan bruges rundt om bålet uden at punktere. Therm-A-Rest Z-lite er et kompakt skumunderlag i æggebakke-konstruktion med god isolation og komfort.

- Bliver det koldt om aftenen, og er bålet ikke af Sankt Hans-dimensioner, kan det være rart at have et godt isolerende lag med i rygsækken, som kan tages inden under båljakken (en eller anden gammel jakke, som ikke er for sart overfor gløder). Det kan fx være en fleecetrøje eller en tynd fiberjakke som giver rigtig meget varme og samtidig er meget let. Den kan også gøre sig rigtig godt som hovedpude om natten.

Andre gode ting at have med på dit mikroeventyr

- En lille sangbog, fx højskolesangbogen. Syng nogle sange, mens I holder pause på gåturen eller sidder rundt om bålet om aftenen - måske lidt cheasy, men det holder og man bliver glad i låget af det.

- Spillekort er altid godt at have med, og fylder ikke meget i rygsækken.

- Skumfiduser til at riste over bålet.

- En lommelærke med favorit-dråberne.

- En lighter (eller ildstål) til at starte bålet med. Saml desuden noget tørt birkebark (kun det alleryderste) som optænding - det brænder forrygende.

- Biomixtur Flåtspray hjælper med at gøre dig mindre attraktiv overfor flåterne og er desuden lavet på ene naturlige ingredienser.

- Pose eller anden beholder til at plukke skovsyre og ramsløg med hjem.

- Kort over vandreruter i området.

Hvis tiden ellers tillader dig det, håber vi, at du har fået blod på tanden til at tage derud, hvor chancen for dopaminer størst: Naturen.

Mangler du grej til dit mikroeventyr? Her har vi samlet en masse lækkert udstyr som du kan få brug for.