Turberetning: Camino udenfor sæsonen

Solocamino på Camino del Norte

Af Solveig Willum

Hvis man gerne vil på camino for fællessangen og for det gode selskab, så skal man ikke tage på den nordlige camino. Camino del Norte er for ensomheden, for havet og for stilheden. Det er her, man skal tage hen, hvis man gerne vil ud og mærke vinden i håret og have tid til at trække vejret helt ned i maven.

Biscayen, som om sommeren er et solskinsparadis for surfere og badegæster, forvandler sig om vinteren til en rå vildmark, hvor ubudne gæster bliver budt velkommen med et meget vådt kys med 17 meter i sekundet, og hvis noget kan blive vådt, så bliver det vådt. Det er her, min vintercamino starter. Jeg er vant til at vandre, og jeg har planlagt min vintercamino længe. Så da turen i december gik sydpå, til den spanske Camino del Norte, så var jeg måske blevet en smule for afslappet i forhold til, hvad der skal til, når man skal på vandretur. Også selvom det bare er en halvlang spadseretur i det nordlige Spanien. Det fik jeg hurtigt pillet af mig.

Mit tog fra Paris blev aflyst, og jeg ankommer ikke som planlagt mandag eftermiddag i god tid til at orientere mig og til at få pakket min rygsæk om efter rejsen. I stedet ankommer jeg til Irún – det er her starten går - tirsdag morgen, og jeg vakler nærmest direkte fra natbussen og ud på bjerget. Undervejs får jeg samlet et pilgrimspas op ved den lokale kirke, og jeg får regntøj på mig selv og rygsækken. Jeg får vist også købt frokost til turen. Det er min første dag. De seneste 44 timer har jeg spenderet i bus, og jeg havde egentlig tænkt mig at tage den lidt med ro. Men det første herberg ligger 29 kilometer væk, så der er ikke andet for end at komme i gang.

Ilddåb på Nordkysten

Himlen åbner sig, lige som jeg gør klar til at komme af sted med mit nye pilgrimspas i tasken, og det stormer, og det regner fra det sekund, jeg træder ud ad døren, til jeg når frem ti timer senere. I min guidebog står der, at dagens etape er 'anstrengende, men man bliver belønnet ved den flotte udsigt fra toppen'. På toppen er det så tåget, at jeg næsten er taknemmelig for at kunne se bunden af mine vandrestave. Jeg er kommet så hovedkulds fra start, at jeg ikke har tænkt på at pakke hverken min vandreguide eller min telefon i noget vandtæt, og begge dele drukner næsten, da jeg glemmer dem i mine lommer. Jeg har tilsyneladende også glemt, hvorfor jeg så sjældent går med bælte på tur, og det er heldigvis først i dagene efter, jeg får fuld valuta for det sår, jeg har generet på min højre hofte. Og nej, jeg havde heller ikke fået vandsikret resten af min oppakning, som på trods af regnslaget er blevet halvvåd.

Jeg er helt udmattet, da jeg når frem til San Sebastian – en halvstor surferby, med smukke, smukke strande, men jeg har det godt. Da jeg har fået hængt det meste til tørre – mit hurtigttørrende håndklæde viser sig heldigvis at tørre hurtigt – griner jeg lidt ad mig selv. Jeg er glad for at være i gang, og jeg kan mærke, at 29 kilometer i regnvejr stadig er hårdt, også selvom man har prøvet det før. Og så minder jeg mig selv om, det jeg allerede ved: at ordentlig forberedelse er nøglen til en god tur – ligegyldig hvilken tur, man skal på.

Det handler om at gå

De seneste år har jeg opgraderet og udvidet min turportefølje og min grejbank i en sådan grad, at de fleste typer ture synes inden for rækkevidde. Det er kun min fantasi – og min indre forsigtigper – der sætter grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Men jagten på det nye kan også gå risikere at gå til i udstyr og teknik. Og så meget desto mere havde jeg behov for at skrælle mig tilbage ned til det, der var det vigtigste ved mit turliv, nemlig overhovedet at komme af sted. Derfor var planen at komme ud på en helt almindelig vandretur, hvor jeg kunne tage mig tiden til at blive rystet på plads og komme i tanke om, hvad det er, jeg allerbedst kan lide ved mit friluftsliv. Det skulle handle om at gå og om at være af sted i længere tid på egen hånd.

Lukket for sæsonen

Min yndlingsårstid er udenfor sæsonen, og på Caminoen betyder det vinter. Det er i dårligt vejr man får prøvet sig selv og sit grej af, og det er også her man har mulighed for at opleve smukke steder, som om sommeren er helt og aldeles overrendt. På vintercaminoen får jeg det bedste af to verdener. Jeg får en lang, nem rute med et veletableret netværk af herberg, og takket være vintervejret, så får jeg det hele for mig selv. Herbergene er øde, og det er kun i byerne, og når jeg går langs de større veje, at jeg skal dele vejen med bilisterne og midaldrende mænd i cykelspandex. Vintercaminoen er et godt alternativ, hvis man gerne vil prøve kræfter med den lange vandretur, uden at skulle have den helt store oppakning med, og især hvis man ikke nødvendigvis har lyst til at dele sin vandretur og nattesøvn med hundredevis af fremmede.

Der er selvfølgelig andre udfordringer, når man vælger at vandre uden for sæsonen: det kræver en lidt større oppakning, man kan ikke altid regne med, at herbergene er åbne, og der er sjældent nogen at spørge om vej. Derfor er det vigtigt, at der er styr på oppakningen og på kortet. De fleste steder er stien markeret helt fint, men der er forgreninger og ændringer, som ikke altid er til at gennemskue. Så det er vigtigt at have et kort med, så man har en chance for at planlægge alternative ruter.

På den nordlige camino, kan man stadig godt risikere at få det hele for sig selv – jeg fik det hele for mig selv, og der gik uger mellem, at jeg mødte andre pilgrimme, og det skal man også være forberedt på. For mig var den en uventet luksus. Jeg havde to kilo aviser med til at holde mig med selskab. Men hvis ensomheden bliver for meget, kan man altid hoppe af, og tage sydover til den franske camino. Her er der bedre odds for at finde nogen at snakke med på de lange aftener, også i vintermånederne.

Jeg var undervejs til fods i en måned, og ruten var aldrig sværere, end jeg ville turde tage min svigermor med, og jeg var aldrig mere end et par timer væk fra civilisationen. Og det er både det gode og det dårlige ved at vandre så tæt på civilisationen: at man aldrig kan blive væk. Det enestående ved caminoen, og det som får folk som mig til at vende tilbage, det er, at den altid kan lade sig gøre. Uden nogen særlig erfaring med hverken friluftsliv eller vandring vil langt de fleste kunne gennemføre en camino – også udenfor sæsonen.

Har du fået lyst til at give dig i kast med din egen Camino udenfor sæsonen, kan du læse vores guide her. Den er fyldt med tips og gode råd og grejet du skal bruge på en våd og kold Camino.