Sådan vælger du et nyt liggeunderlag

Hvorfor er et liggeunderlag vigtigt?

En god nats søvn er vigtig for dagen der skal komme, og det gælder også på tur. Du kan gøre meget for at sove godt, men særligt vigtigt er det, at du ikke kommer til at fryse om natten og her spiller det liggeunderlag du har med på tur en stor rolle.

Liggeunderlaget er din primære beskyttelse mod kulde fra det underlag du skal sove på. Det gælder uanset om du skal sove på jorden, i en hytte eller i en snehule. Vælger du det rigtige liggeunderlag, kan du minimere det varmetab, der sker i kontakten mellem dig og underlaget.

I denne artikel kan du få råd og vejledning til at vælge det helt rigtige liggeunderlag til dit behov

Læs Fjeld & Fritid''s guide til at holde varmen i soveposen her

Det skal du overveje, inden du køber et liggeunderlag

  • Isolation
  • Som nævnt er liggeunderlagets første opgave at isolere mod kulde fra underlaget, du skal sove på. Derfor skal du overveje, hvor varmt et liggeunderlag, du har behov for. Skal du på sommertur i skoven eller på vinterfjeld og sove direkte på sneen? Skal du kun bruge det om sommeren, kan du nøjes med ”koldere” liggeunderlag. Skal du på vintertur, skal du måske bruge to liggeunderlag for at få isolation nok.

    Liggeunderlags isoleringsevne bliver målt i R-værdi. Jo højere tallet er, desto bedre er det til at isolere. Du kan læse mere om R-værdi i bunden af denne guide.

  • Vægt
  • For rigtigt mange er vægten vigtig, når det kommer til at vælge nyt udstyr. Liggeunderlag kommer i mange vægtklasser, så det burde være muligt at finde et, man kan blive tilfreds med. Vægten afhænger af isolering, komfort og pris, og du skal gøre dig klart inden, hvad der er vigtigst for dig.

  • Komfort
  • Selv-/oppustelige liggeunderlag er de rareste at ligge på, fordi den luft der er i liggeunderlaget giver en meget mere behagelig oplevelse end et tyndt skumliggeunderlag. Komfort koster penge, så hvis du vil have et liggeunderlag, der er blødt og behageligt at ligge på uanset underlag, skal du være klar til at betale mere for det.

  • Volumen
  • Pakvolumen spiller selvfølgelig også en rolle, jo mindre liggeunderlag man har, desto mere "alt muligt andet" kan man have med. Jo mindre liggeunderlaget skal være, jo dyrere bliver det.

Skærer man liggeunderlag over en bred kam, findes der 3 typer:

• Skumunderlag

• Selvoppustelige

• Oppustelige

De har alle den samme primære funktion, nemlig at isolere mod kulde fra underlaget du sover på. Hver type har dog sine fordele og ulemper, der kan være afgørende for, hvilken du skal vælge.

Skumliggeunderlag

Skummet der bruges til denne type spiller en stor rolle ift. isoleringsevne. Der findes skum med åbne celler og der findes skum med lukkede celler. I langt de fleste tilfælde vil liggeunderlag med lukkede celler være at foretrække, de er dyrere end liggeunderlag med åbne celler, men er på alle andre punkter bedre. De er typisk også billigere end de selv-/oppustelige. Liggeunderlag med lukkede celler er, sammenlignet med liggeunderlag med åbne celler, mere holdbare, genrelt varmere, de suger ikke vand, og så er de rigtigt varme. Skumunderlag er ganske lette, men fylder desværre meget i oppakningen. Typisk vil man spænde et skumliggeunderlag uden på rygsækken

Til vinterture kan det være en fordel med skumliggeunderlag frem for selv-/oppustelige. Alt den luft der er i liggeunderlaget kommer til at suge varme fra personen, der ligger på det. Skumliggeunderlag indeholder mindst luft af de 3 typer, og derfor er der ikke lige så meget luft til at suge varmen. Desuden har skummen også en anden fordel; det kan ikke punktere, som ellers er de selv-/oppustelige nok største svaghed. På særligt kolde ture er der mange, der kombinerer både skum og oppustelige liggeunderlag. Det beskytter mod punktering, og er dejligt varmt og behageligt at ligge på.

  • Fordele
  • Billigere end selv-/oppustelige
  • Lette
  • Kan ikke punktere
  • Ulemper
  • Fylder meget
  • Lav liggekomfort

Selv-oppustelige liggeunderlag

Selvoppustelige liggeunderlag har fået det navn, fordi de, til en vis grad, kan puste sig selv op. Det kan de, fordi selvoppustelige liggeunderlag har en skumkerne, der virker ligesom en svamp. Man kan presse luften ud af skumkernen og ved at lukke ventilen, kan man holde skummet fladt. Af den grund fylder denne type liggeunderlag ikke særligt meget. Når ventilen åbnes igen, vil skummet suge alt den luft til sig, som det har brug for. Ofte vil man dog opleve, at de ikke bliver pustet så hårdt op, som man gerne vil have. Her bliver man nødt til at hjælpe med munden eller en pumpe. Fordelen ved at have både skum og luft er, udover en relativt lille pakvolumen, at liggekomforten stiger betragteligt. Selvoppustelige liggeunderlag er noget mere behagelige at ligge på end klassiske skumunderlag. Når liggeunderlaget skal puste sig selv op, tager det noget tid, og du kan sagtens puste det op med munden. Det tager hverken du eller liggeunderlaget skade af.

  • Fordele
  • Lav pakvolumen
  • Høj liggekomfort
  • Kan puste sig selv op
  • Ulemper
  • Kan punktere
  • Tungeste type liggeunderlag

Oppustelige liggeunderlag

Oppustelige liggeunderlag har ingen skumkerne og derfor kan de ikke puste sig selv op. De skal i stedet pustes op med munden eller med en pumpe. Fordelen ved ikke at have en skumkerne er, at pakvolumen bliver meget mindre. Når man fjerner skumkernen, fjerner man også en ret stor del af isoleringsevnen. Der findes flere måder at bibeholde isoleringsevnen på, bl.a. ved at lægge reflekterende folie eller dun ind i liggeunderlaget. Er det liggeunderlag du køber fyldt med dun, skal du sikre dig, at der kommer en eller anden form for pumpe med. Der er nemlig rigtig meget fugt i vores udåndingsluft og det har dunene ikke godt af. Denne type liggeunderlag kan både være meget kolde eller meget varme. Det afhænger af, hvad man har gjort for at bibeholde isoleringsevnen. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad man har brug for, når man kigger på denne type liggeunderlag.

  • Fordele
  • Lav pakvolumen
  • Høj liggekomfort
  • Meget lette
  • Ulemper
  • Kan punktere
  • Dyre

Nu er du klar til at finde et nyt liggeunderlag. Klik her, og se hele vores udvalg og find det der passer dig.

Læs hvordan du bedst passer på dit nye liggeunderlag her

Hvad er R-værdi?

R-værdien angiver, hvor godt liggeunderlaget er til at isolere. R-værdi har længe været opgivet på langt de fleste liggeunderlag, men er først blevet en standardiseret måleenhed i 2018. Med andre ord har det været svært at sammenligne R-værdier på liggeunderlag, fordi de ikke nødvendigvis har været målt og testet på samme måde. Det vil fremover være muligt. Fra 2020 kan du regne med, at alle de store mærker opgiver R-værdier, der er målt efter den nye standard.

En del liggeunderlag vil få en ny R-værdi. Nogen vil ændres meget, andre næsten ikke. Det ændrer ikke noget i praksis for, hvor varmt et liggeunderlag er, men det bliver muligt at sammenligne på tværs af mærker. Det har man selvfølgeligt kunnet før, men du har som kunde ikke kunne vide, om de R-værdien har været målt på samme måde af de forskellige mærker. De ”gamle” er altså ikke forkerte, de har bare været målt med forskellige metoder.

Hvilken R-værdi skal jeg så gå efter?

Skalaen er i princippet uendelig, men de fleste liggeunderlag vil have en R-værdi mellem 0-8.

  • 1-2: Sommerliggeunderlag
  • 2-4: 3-sæsonsliggeunderlag
  • 4-6: Vinterliggeunderlag
  • 6+: Liggeunderlag til ekstremt brug

Hvordan måler man R-værdi?

Inden du skal læse det følgende, vil vi blot gøre dit opmærksom på, at det bliver nørdet og teknisk.

Den nye standardiserede test er udviklet af The American Society for Testing and Materials, en international organisation der udvikler og udfører standardiserede test af tekniske standarter på materialer, produkter, systemer og tjenester. Den nye test der måler R-værdi hedder Standard Test Method for Thermal Resistance of Camping Mattresses Using a Guarded Hot Plate Apparatus eller bare ASTM F3340-18. Det er et meget vildt navn til en meget simpel test. Metoden kan måle R-værdi på alle former på liggeunderlag og giver som nævnt en entydig værdi, der gør det muligt at sammenligne liggeunderlag på tværs af mærker.

Testen måler et liggeunderlags thermo-resistens, det er i øvrigt her R’et i R-værdi kommer fra. I tilfældet med liggeunderlag vil thermo-resistens være evnen til at minimere overførsel af temperatur fra den ene side til den anden side af liggeunderlaget. Typisk vil man gerne holde kulden på undersiden og varmen på oversiden.

Hvordan foregår testen så?

Som testens navn antyder bruger man et ”Guarded Hot Plate Apparatus”, og hvad er det så? Det er ”bare” to plader, en kold og en varm, som man lægger et liggeunderlag i mellem. Der sidder sensorer på begge plader, der måler ændringer i pladens temperatur. Ud fra den test får man et tal, det tal angiver liggeunderlagets thermo-resistens, altså dets R-værdi. Man laver den samme måling på 3 forskellige liggeunderlag af samme model, og gennemsnittet af målingerne bliver modellens officielle R-værdi.

Hvor præcise er målingerne?

Målingerne er meget præcise, men man skal huske, at målingerne foregår under kontrollerede laboratorieforhold. Den virkelige verden er som bekendt ikke et laboratorium. Derfor kan sådanne tests aldrig blive perfekte. I virkeligheden findes der faktorer, som testen ikke kan tage højde for. Et par eksempler kunne være selv-/oppustelige liggeunderlag, der har sider, og disse spiller også en rolle ift., varmetab men det er ikke muligt at måle det. Derudover er der forskel på, hvor meget luft man synes er rart at have i sit liggeunderlag, og det kan være med til at ændre på liggeunderlagets thermo-resistens.

Alt i alt er testen rigtig god for både kunder og butikker, fordi den giver et mere entydigt billede af et liggeunderlags R-værdi og giver et godt sammenligningsgrundlag. Her hos Fjeld & Fritid er vi i hvert fald rigtigt glade for den, fordi den gør det nemmere for dig at tage en beslutning om, hvilket underlag du skal bruge.