Vinterfjeld for begyndere: Turplanlægning


Vinterfjeld kan noget helt særligt. Alt er hvidt og tyst, og man bevæger sig på ski om dagen. I en tid på året, hvor det kan være noget så gråt og vådt hjemme i Danmark, kan en tur op i den lyse sne være en tiltrængt forandring. Den rene, kolde luft river i næsen, og sneen lyser op på alle tider af døgnet. Det er også en god udfordring, hvis man allerede har erfaring med at vandre og har lyst til at prøve at færdes på fjeldet, når blåbærbuskene er dækkede, og man ikke bare kan gå ned og fylde vanddunken i nærmeste vandløb.


FORVENTNINGSAFSTEMNING

Forventningsafstemning er en vigtig del af forberedelsen til en vinterfjeldtur, og andre ture for den sags skyld. Tal om, hvad I gerne vil have ud af turen; hvad er vigtigt for hver af jer, og hvilke tanker har I hver især gjort jer om turen. For eksempel havde vi inden turen afgjort, at det vigtigste for os var at få afprøvet vinterfjeld og lære, hvordan det er at færdes på fjeldet om vinteren.

Vi havde planlagt en rute, men nåede kun en brøkdel af den. Det kunne have skabt en masse frustration og uenighed, hvis ikke vi allerede havde talt om, at det vigtigste for os var oplevelsen og læringsprocessen. Vi havde altså bevidst eller underbevidst allerede indstillet os på, at distance ikke var det vigtigste for os.


PRAKTISK

Vælg, om I skal rejse med rygsæk eller med pulk, og om I skal bo i telt eller rejse fra hytte til hytte. Vores vejledning tager udgangspunkt i en tur med telt. Går turen fra hytte til hytte, kan man nøjes med en noget mindre rygsæk og lettere udstyr. Sørg selvfølgelig altid for at have plads til sikkerhedsudstyr, så I altid er forberedt på uheld og dårligt vejr. Med en sneskovl og en vindsæk er det altid muligt at lave læ, hvis vejret slår om.

Det er en god idé at tage af sted i foråret, når solen er begyndt at være lidt længere på himlen; det er langt nemmere at slå telt op og bevæge sig rundt, mens der er lyst.

RUTEPLANLÆGNING

Overvej også mængden af lyse timer, når I vælger, hvor langt nordpå, I vil rejse. Find et terræn og en distance, der passer til jeres niveau. Undersøg anbefalinger og fora på nettet eller i en friluftsbutik. Vi havde stor gavn af norgeskart.no; et topografisk kort, der er tilgængeligt online. Her kan man også printe det udsnit af kortet, der er brug for. Ut.no har også mange gode ruteforslag til både vinter- og sommerfjeldture. Overvej at vælge et område i nærheden af bemandede hytter og optrukne spor; så er I aldrig uoverskueligt langt fra civilisationen, hvis I skulle få behov for råd, hjælp eller ly.


MAD

Man forbrænder rigtigt mange kalorier, når det er koldt. Derfor skal der pakkes mad og snacks i rå mængder. Alt fryser på fjeldet, så det er vigtigt at have mad med, der også kan spises ved minus 20 grader. Vælg fødevarer med lavt vandindhold. Pak hellere en hård Vesterhavsost end en blød brie. Er du i tvivl; put din turmad i fryseren og prøv, om den kan spises i frossen tilstand. Det er en god idé at pakke alt i portioner, som er nemme at komme til. I 20 frostgrader har man ikke lyst til at fumle alt for meget med indpakningen, især knuder på plastikposer. Sno derfor posen og vræng den ud over sig selv.


PAKNING OG TEST AF UDSTYR

Pak i god tid og sørg for at teste alt udstyr før turen, så du er sikker på, at alt virker, og at du er fortrolig med brænderen og ved hvordan, du slår teltet op. Hvis turen er med pulk, kan du pakke i en stor duffelbag. Rejser du med rygsæk, skal du tænke på, at vinterudstyr fylder en del mere end sommerudstyr, når du vælger størrelsen på rygsækken. Det er vigtigt at have orden i dine ting, så du altid kan finde det rigtige udstyr, når du har brug for det. Brug fx pakposer i forskellige farver.


AFGANG

Det er nemt at komme på fjeldet i Skandinavien, men det tager tid. Alt efter temperament og pengepung kan turen klares med bil, bus, tog eller fly. Tænk over, at der er meget udstyr til turen, som ikke er specielt praktisk at flyve med (f.eks brændstof, ski og rygsække). Med bil er det nemt at komme helt ud til start - men så er man også bundet op på at ende samme sted, som man starter. Den suverænt største fordel ved bilen er, at man ikke behøver at flytte rundt på sine ting og få øm krop, inden turen overhovedet er startet.

Bus og tog er ofte en god løsning, da de går til de fleste områder. Her kan man uden problemer medbringe brændstof og ski, og er ikke tvunget til at starte og slutte samme sted. Man må dog regne med at skulle skifte transportmiddel et par gange.


Denne er den første del i en serie af 4. Den næste del handler om selve turen. Den kan du læse her