Sådan plejer du dit uldtøj


Uldtøj behøver du ikke at vaske særligt tit. Ofte er det faktisk nok bare at hænge uldtøjet til luftning. Ulden er naturligt bakteriehæmmende, og kommer derfor ikke til at lugte.

Har du alligevel brug for at vaske dit uldtøj, er det ret nemt. Du kan bruge en vaskemaskine med uldprogram, der vasker skånsomt, dels så fibrene ikke ødelægges, dels så ulden ikke trækker sig sammen og krymper. Derudover er det vigtigt at bruge uldvaskemiddel. Almindeligt vaskemiddel indeholder enzymer, der nedbryder uld og kan ødelægge uldtøjet. Uldvaskemiddel indeholder ikke enzymer.

Lad uldtøjet hænge til tørre og tør det ikke i en tørretumbler. Du kan med fordel bruge et uldvaskemiddel med lanolin. Lanolin gør dels ulden umådeligt blød, dels beskytter lanolinen uldfibrene, så de ikke så let knækker.