Ikke for meget og ikke for lidt
Guldlok-princippet gælder på Caminoen, som på alle andre friluftsture: der skal ikke være for meget og ikke for lidt, men bare lige tilpas. Etapen skal være lang nok til at være udfordrende, men ikke så lang, at jeg går mig selv i sænk. Mine støvler skal kunne bære mig i mål, men de skal ikke være for tunge. Rygsækken må ikke være for stor, men der skal være plads til det nødvendige. Min påklædning skal ikke være for varm, så jeg kommer til at koge over, men den skal skal stadig være tæt nok til at beskytte mig mod vind, vejr og uvejr.
En caminovandring behøver ikke være det store udstyrsstykke, men støvler der gnaver, vabler der ikke bliver plejet rigtigt, eller en rygsæk der sidder dårligt, kan generere ret så meget ubehag hen over et par hundrede kilometer. Så det er selvfølgelig vigtigt at teste sit udstyr mere end en gang inden afgang.
Både min rygsæk og mine støvler har set de første par hundrede kilometer allerede inden afgang. Støvlerne er lidt til den tunge side, men jeg ved, at de virker. Og når jeg kæmper mig op ad de glatte skråninger og på de smattede stier dækket af våde blade, bliver jeg bekræftet i, at de var det rigtige valg.
Når man vandrer i et område, der er gearet til sommer, skal man være forberedt på, at herbergene først og fremmest er indrettet til at holde varmen ude uden den store tanke på at holde varmen inde – samtidig med at de fleste gode pausebænke er placeret i skyggen, når man ellers godt kunne bruge en lille solstråle at varme sig på. Derfor er det vigtigt at have varmt tøj med – ikke kun til undervejs, men også til frokostpausen og til de kolde aftener på herbergene.
Påklædning
På fødderne har jeg altid mine inder- og ydersokker, mine vandrestøvler om dagen og sandaler om aftenen. Mit undertøj er i tynd uld, og på benene har jeg enten mine vandretights eller mine G-1000-bukser, men lange underbukser i uldnet indenunder, hvis det er rigtig koldt. På overkroppen har jeg min uldnet-trøje og en almindelig uldtrøje udover. Uldtrøjen har indbygget halsedisse og hætte. Jeg starter typisk morgenen med min fiberjakke udover og så min vindjakke, hvis det blæser. Min skaljakke og mine regnbukser ligger øverst i låget på min taske, når det ikke regner. På hovedet har jeg min gule hue og på hænderne et par tynde luffer. Jeg sværger altid til uld, når jeg er på tur. Det lugter ikke lige så hurtigt, som syntetiske alternativer, men det kan være en bøvlet omgang at få det vasket. Jeg vaskede så vidt muligt, når jeg boede på pensionat eller hotel, for her var jeg sikker på, at der var varmt vand i hanen og plads til at hænge vasketøjet til tørre. Hvis ikke der er varme hverken i hanen eller på herberget kan det godt være svært at få tørret noget som helst.
Køkkengrej
Jeg havde en lille brænder med gryde med til at koge vand og til at lave mad i en snæver vending. Jeg fik den næsten ikke brugt, delvis fordi jeg for det meste købte kaffe undervejs – som var både god og billig – men nok også fordi jeg havde så godt vejr de fleste dage, at jeg ikke havde brug for varm frokost i løbet af dagen. Men selvom den ikke blev brugt så tit, var jeg virkelig glad for at have den med som en ekstra sikkerhed. Derudover bestod mit køkken af en lille kniv, et skærebræt, en kop og en gaffel og så et par favoritter fra min krydderihylde.
Sovesystem
Min dunsovepose har aldrig været så godt beskyttet som på min camino. Inderst har jeg min silkelagenpose, som både er med til at beskytte min sovepose og til at hæve temperaturen, min sovepose er en sommermodel med dun, som ikke vejer mere end 600 gram. Det er godt jeg har lagenposen, ellers ville den være lige til den tynde side. Udenpå min sovepose har jeg en til lagenpose i bomuld. Den yderste lagenpose beskytter mig og min sovepose mod snavs og især mod insekter – i dette tilfælde væggelus (bedbugs). De sidstnævnte kan give ret så store problemer, hvis man får dem med i bagagen, og især om vinteren kan det være svært at slippe af med dem. Jeg kunne ikke læse mig frem til, hvor stor risikoen var for væggelus på netop Camino del Norte, men jeg endte med at vælge den sikre løsning, fordi jeg hellere ville slæbe på 350 gram for meget, end jeg ville risikere at skulle bruge min ferie på at finde ud af, hvad en skadedyrsbekæmper hedder på spansk. Jeg er 80 procent sikker på, at jeg mødte mindst en væggelus undervejs. Og jeg er 100 procent sikker på, at jeg har sovet i senge, hvor jeg var glad for, at jeg havde et filter mellem min sovepose og resten af sengetøjet.
Småting
Caminoen kræver ikke så meget grej, men her er et par af de ting, som jeg var glad for at have med – og en enkelt, som jeg havde glemt derhjemme. Den sidste først. Jeg havde ikke tænkt på at tage mit vandtætte etui til min mobiltelefon med. Det fortrød jeg allerede første dag. Når det gps-spor, jeg går efter, ligger på min telefon, kan det ret hurtigt blive en våd omgang uden. Derudover havde jeg mine uundværlige vandrestave, mit førstehjælpskit, en lille schweizerkniv, en masse små poser til først mad og bagefter skrald, en tørresnor med klemmer, mit kompas og min pandelampe. I vinteroppakningen har jeg flere ting med, som jeg ikke nødvendigvis har brugt, men man skylder sig selv at have det rigtige gear med, når man tager på vandretur om vinteren, hvor man ikke ved, om morgendagen bringer sne eller solskin, og hvor man kan gå hele dage uden at møde en sjæl.
