Vinterfjeld for begyndere: Mad og drikke

Vinterfjeld kan noget helt særligt. Alt er hvidt og tyst, og man bevæger sig på ski om dagen. I en tid på året, hvor det kan være noget så gråt og vådt hjemme i Danmark, kan en tur op i den lyse sne være en tiltrængt forandring. Den rene, kolde luft river i næsen, og sneen lyser op på alle tider af døgnet. Det er også en god udfordring, hvis man allerede har erfaring med at vandre og har lyst til at prøve at færdes på fjeldet, når blåbærbuskene er dækkede, og man ikke bare kan gå ned og fylde vanddunken i nærmeste vandløb.


MORGENMAD

Første levende billede begynder at lave morgenmad. Når der er kommet gang i brænderen, begynder vi at koge vand til havregrøden.

Hver person har en fyldt Nalgeneflaske i soveposen. Den har fungeret som varmedunk natten igennem. Om morgenen koger vi det lunkne vand til havregrød, og resten koger vi op og kommer i termokander. Havregrøden kan enten være en færdiglavet, frysetørret ret, du køber, eller den kan blandes hjemmefra. Vi spiste hjemmelavet havregrød, så vi kunne lave forskellige blandinger efter smag og humør. Hvis du selv har blandet din morgengrød, kan du bruge kogeposer til at portionsanrette havregrøden (sørg for at gøre det hjemmefra). Brug en foliepose fra en færdigret eller byg en selv af kraftig alufolie. Folieposen bruger du til at opbevare havregrøden i, mens den tilberedes og til at holde grøden varm, når du spiser. Som tilbehør til grøden havde vi kanelsukker, frysetørrede bær og tørrede æbler til at blande i.

Det er en god ide at snakke dagens rute igennem under morgenmaden, så alle er enige om, hvor der skal holdes pause, og hvor langt der er til næste lejrplads. Alt efter vejrforhold og dagsform kan det være nødvendigt at revurdere planerne i løbet af dagen.


FROKOST

Gør det lidt lækkert for jer selv i pausen; grav en sofa og kast et par underlag ud, så ballerne ikke bliver forfrosne.

Sørg for noget, der er nemt og hurtigt at spise, så I ikke behøver sidde stille for længe ad gangen. Vi havde hjemmelavet knækbrød, ost og pølse med til frokosten, og så supplerede vi med suppe de dage, hvor vejret var godt nok til, at vi kunne vente på at smelte sne og koge vand. Eventuelt kan man også gemme kogende vand i termokanden, så er det hurtigere at få suppe. Det er ikke strengt nødvendigt, men det er virkelig rart med noget varmt indenbords til frokost. En kop saft eller te/kaffe fungerer også fint. Husk at vælge fødevarer med lavt vandindhold, så de ikke fryser i kulden. Kiks, knækbrød, hård ost og f.eks. spegepølse opfører sig ret godt i kulden.

Ud over frokosten spæder vi altid op med vores personlige snackrationer. Vi havde frysefri brownies, havregrynskugler, bananpandekager, chokolade og fjeldguf (nødder, rosiner, chokolade og hvad man ellers vil have i) med i snackposen. Det er altid en god ide at fordele snacks, så hver person ved cirka, hvor meget vedkommende får spist.


AFTENSMAD

Start i god tid. Husk mad med højt kalorieindhold.

Det klart nemmeste er at spise frysetørret eller dehydreret mad til aftensmad. Det eneste, det kræver, er kogende vand og 5-10 minutter til at trække. Brug folieposen til at tilberede maden i, og gem den inde på maven eller i bunden af soveposen, mens den trækker, for at undgå, at den bliver kold.

Du kan selv lave retter og dehydrere dem i en dehydrator eller købe færdiglavet, frysetørret mad i friluftsbutikker. Vi gjorde begge dele, og sørgede for at vælge forskellige retter, så vi ikke spiste det samme flere aftener i træk.


MADLAVNING GENERELT

Sørg for at portionspakke alt hjemmefra, så der ikke skal hældes og skæres undervejs. Undgå at slå knuder på plastikposer. Knuder er meget bøvlede i kulden, og man vil så vidt muligt gerne undgå at skulle have sine handsker helt af. Pak med så lidt og så let emballage som muligt. Alt skrald skal bæres med videre.

Hvis man laver hjemmelavet mad, der skal koges, er det en god ide at pakke det i kogeposer. Tag din tomme foliepose (den, du også brugte til at varme morgenmaden i), og kom så kogeposen ned i den, så den bedre holder varmen. På den måde er det eneste affald en kogepose, og opvasken er reduceret til en spork.

Vi anbefaler generelt at undgå opvask på vinterfjeldet. Det er bøvlet at vaske op, mens det fryser, og det kræver ekstra tid og energi at varme vand til opvasken. Får man sig en kop varm kakao til aftenhyggen, er det alligevel rart at rengøre den, så frokostsuppen ikke smager af kakaorester dagen efter. Man kan passende skylle koppen efter med lidt vand, der også ryger i svælget. Resterende snavs kan fjernes ved at tage en håndfuld ren sne og skrubbe rundt i koppen med en spork.


Denne artikel er den tredje del i en serie af 4. Den foregående artikel handler om selve turen, den han du læse her. Den næsten artikel er fyldt med god bonus info til vinterfjeldet, den kan du læse her.